Personlige fortællinger

Fortællinger fra dem, der har trænet

Nogle af dem, der har trænet hos mig, vil gerne dele deres personlige fortælling og oplevelser med et træningsforløb i neurofeedback.

„Jeg er 39 år, har startet på neurofeedback for min angst og har haft træning 20 gange (600 minutter). Efter de første 10 gange kunne jeg mærke forskel i min hjerne og har haft meget mere ro og afslapning. Det kan varmt anbefales.“

Klient, 39 år · Angst

„Jeg har fået 20 behandlinger i efteråret 2022. Mit ønske var at skærpe min evne til at fokusere og føle mig mere frisk og kvik i hovedet. Jeg fik en neurotræning, der var rettet mod min performance, og jeg oplevede en positiv forandring, så jeg er meget tilfreds.“

Erik, 53 år · Peak performance

„Mine søskende siger, at de kan mærke en forskel på mig. De synes, jeg er mere stabil og svinger mindre humørmæssigt.“

Nicolai, 21 år · ADD

„Man skal ikke bruge så meget energi, da man egentlig bare sidder og slapper af med en valgfri serie i den tid, man modtager behandling.“

Selina · Stress, angst og depression

„Effekten har været mærkbar og god, uden at det har været indgribende, eller at vores datter har skullet forholde sig til de udfordringer, hun havde. Vi mærkede en forandring inden for den første uge.“

Forældre til pige på 10 år · Angst

„Jeg sover bedre om natten, og nu sker det ikke så tit mere, at jeg har urolige ben.“

Voksen, anonym · Søvn

Ønsker du at tale med en af dem, der har trænet? Skriv til mig, så formidler jeg kontakten – ingen kontaktoplysninger deles uden deres samtykke.

Fortællingen om Nicolai

Nicolai har læst med på denne tekst og givet sit samtykke til, at jeg må dele hans historie.

I dag er han 21 år, og som 18-årig fik han diagnosen ADD. Hans udfordringer er som mange andres: han har haft svært ved at falde i søvn, han har tankemylder, selvbebrejdelser, depressive tanker og perioder med angst.

Som andre unge har han idéer, drømme og ønsker om et aktivt og selvforsørgende ungdoms- og voksenliv. Han er blandt andet udfordret af sin nedsatte evne til planlægning og udførelse. Den ene dag og time tager den anden, inden vigtige telefonopkald bliver foretaget. Samtaler afbrydes ofte hurtigt, når koncentrationen pludselig forsvinder, og i løbet af en dag kan der være mange humørsvingninger, som kan virke voldsomme på udenforstående.

Nicolai sagde ja til at træne med neurofeedback, og jeg har efter aftale fastholdt ham i forløbet, fordi træningen hurtigt medførte rastløshed og uro – særligt i starten, hvor han ikke selv mærkede effekten. Derfor havde han glæde af det individuelt tilrettelagte forløb: nogle dage trænede han i kortere tid, andre dage skiftede vi aktivitet eller holdt korte pauser under træningen.

Efter cirka 15 træninger kom der mere ro på, og i dag har Nicolai trænet mere end 30 gange over fem måneder. Det ses ofte ved ADD, at der skal trænes en del for at opnå de varige forandringer.

Nicolais nærmeste har lagt mærke til, at hans humørsvingninger har aftaget i styrke de seneste måneder. Han kan være i samtaler i længere tid og opsøger oftere selv kontakten. Han får gjort flere af de ting, som ikke var så opnåelige før. Selv fortæller Nicolai, at han lettere falder i søvn, at det er nemmere at samle tankerne, og at humøret er bedre.

Min egen fortælling

Min personlige interesse for neurofeedback startede, da jeg selv var ved at være i fysisk form igen efter en længerevarende stresssygemelding. Min hjerne var absolut ikke i topform, og jeg var begyndt at blive bekymret for, om det ville være en blivende tilstand.

Mit generelle humørbarometer stod på trist, og jeg havde let til tårer, selvom mit energiniveau var højere end i starten af min stressperiode. Jeg sov dårligt, havde uro i benene og havde svært ved at huske, få overblik over opgaver og planlægge dem. På det tidspunkt måtte jeg have hjælp af mine nærmeste til de opgaver.

Til en fest mødte jeg en certificeret neurofeedbacktræner. Et par uger efter begyndte min egen træning hos hende. Jeg havde besluttet, at mit eget velvære var en vigtig investering, fordi jeg gerne ville være i stand til at arbejde og fungere godt mange år endnu.

I løbet af mine træninger oplevede jeg væsentlige forbedringer på mit humør og mit overskud. Det, jeg før havde haft svært ved, tænkte jeg ikke længere så meget over. Det var igen blevet en større selvfølge at kunne planlægge, få overblik og have mange bolde i luften. Sådan har jeg det stadig mange måneder efter.

„Som certificeret neurofeedbacktræner har jeg opnået gode resultater med afsluttede træningsforløb, og det er min bevæggrund for at arbejde videre med dette område.“

Jette Bech Mathiesen

Kunne det også være din fortælling?

Lad os tage en uforpligtende og gratis afklarende samtale. Træningen kan foregå i klinikken i Give – udstyret kan også tages med og anvendes andre steder efter aftale.

Jette Bech Mathiesen · neurofeedbacktræner · 25 års erfaring fra grundskolen